Børn og unge bliver indtil det 22. år tilbudt gratis tandregulering, hvis de har en alvorlig tandstillingsfejl, som er omfattet af Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Dette betyder, at vi i tandplejen som udgangspunkt kan tilbyde bøjlebehandling til de børn, hvor der kan være risiko for nedsat funktion ved udeladt behandling.
Du kan finde yderligere information om regler for tandregulering her:
Regler for Ortodontivisitation og Ortodotiindikationer
Hvis du har en kosmetisk mindre tandstillingsfejl, der ikke hører under Sundhedsstyrelsens retningslinjer, kan du og dine forældre vælge selv at betale for behandling hos en privat praktiserende specialtandlæge.
Hvorfor tandregulering
Man kan have brug for tandregulering i de tilfælde, hvor kæberne vokser skævt i forhold til hinanden, hvor tænderne sidder skævt, eller hvor tænderne står uregelmæssigt. Her kan tandretning betyde mindsket risiko for skader på muskler, led, tænder og/eller tandkød, bedre afbidning og tygning, samt mindsket risiko for at slå tænderne.
Det rigtige tidspunkt for påbegyndelse af tandregulering afhænger af hvilken tandstillingsfejl, du har, og væksten af dine kæber. Behandlingstilbuddet gives som udgangspunkt på det bedste tidspunkt i forhold til din vækst, og takkes der i den forbindelse nej, kan tandplejen ikke love, at der kan komme et nyt tilbud senere.
Nødbehandling på reguleringsklinikken
Reguleringsklinikken har åben konsultation alle skoledage kl. 8.00 - 9.00.
Forudbestilt tid er ikke nødvendig.
